Kursus i formidling
I denne måned fik en række af vores kolleger mulighed for at deltage i kurset “Den retoriske værktøjskasse”, et intensivt kursus med fokus på mundtlig formidling og præsentationsteknik. Kurset var designet til at styrke deltagernes evne til at formidle komplekse emner på en enkel og engagerende måde, så deres budskaber blev hørt og husket.


Når man formidler forskning, står man ofte overfor udfordringen med at formidle komplekse emner på en måde, der både engagerer og fastholder publikums opmærksomhed. Derfor var kurset “Den retoriske værktøjskasse” en værdifuld mulighed for vores kolleger.
Projektkollegerne Kija Lin Østergaard, Pia Keinicke Fabricius og Mathias Rejkjær Sarkez-Knudsen fra Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital greb muligheden og deltog i kurset, der fandt sted hos eksterne konsulenter på Frederiksberg i november og december. Det var et intensivt kursus over to dage med fokus på mundtlig formidling og præsentationsteknik.
Under kurset lærte deltagerne at formulere præcise budskaber, skabe levende billeder i tilhørernes hoveder og bruge kropssprog effektivt for at understøtte deres pointer. En af de mest innovative metoder var brugen af hukommelsestekniske redskaber som “broen” og “hesten Rufus,” som blev anvendt til at gøre teorierne lettere at huske og implementere i praksis.
Kender du det, at du ved nøjagtig, hvad du gerne vil sige? Men når du så står midt i præsentationen, så kommer der rod i øverste etage, fordi der bare er så mange vigtige pointer i din forskning, som du gerne vil fortælle om. Kurset i formidling har hjulpet mig med at skabe struktur i min formidling. Det gør præsentationen bedre og hjælper mig med at huske de vigtige pointer. Tænk, at man lige frem glæder sig til næste præsentation på ”den store formidlingsscene”.

Et skridt mod større selvsikkerhed
Kursets mål var at sikre, at deltagerne gik derfra som mere selvsikre talere, klar til at fange og fastholde publikums opmærksomhed. Undervisningen vekslede mellem oplæg, øvelser og feedback, hvilket gav deltagerne mulighed for at afprøve deres nye færdigheder i praksis. Kurset foregik i et behageligt og konstruktivt læringsmiljø, hvor deltagerne kunne udvikle sig i deres eget tempo.
Med de nye værktøjer og teknikker er projektdeltagerne nu bedre rustet til at levere præsentationer, ikke blot til et livepublikum, men også via platforme som LinkedIn.
Se alle de gode opslag allerede – søg på #overgransen og #InnoSleep på LinkedIn.
Jeg har helt sikkert skærpet mine retoriske værktøjer. Jeg har lært, hvordan jeg kan undgå at spænde ben for mit eget budskab – blandt andet ved at være tydelig med mit mål for talen. Jeg har også øvet mig i at sige tingene mere klart og relevant, for eksempel ved at sige mindre, holde en pause og lade budskabet få plads. Derudover har jeg lært, hvordan man kan øge sine chancer for at blive husket og håndtere nervøsitet ved for eksempel at se sig selv som en “giver” frem for en, der præsterer. Jeg har desuden fået fornyet inspiration til formidlingens kunst.