Tre år med innovation og samarbejde – InnoSleep runder et banebrydende projekt af
Den 29. oktober markerede afslutningskonferencen for InnoSleep – et ambitiøst, treårigt innovations- og forskningsprojekt og et stærkt nordisk samarbejde mellem forskere, klinikere og innovationspartnere. Fælles for alle har været ét klart mål: at finde nye, mere persontilpassede behandlingsveje for de mange mennesker, der lever med søvnapnø.
I løbet af de 32 måneders intensive samarbejde har deltagerne arbejdet målrettet på at udvikle alternativer til den traditionelle CPAP-behandling, som mange patienter desværre ikke tåler. Resultatet er både ny viden og konkrete skridt mod bedre livskvalitet for patienterne.
“Det har været komplekst – både ledelsesmæssigt, organisatorisk, økonomisk og i forhold til implementering – men også utroligt givende”, udtaler forskningsleder Thora Grothe Thomsen på afslutningskonferencen og fortsætter:
Det har ikke været nemt at nå hertil – til de flotte resultater, vi har skabt sammen, og til at stå her i dag
På konferencen blev der fremhævet fire centrale pointer, som vidner om projektets gennemslagskraft:
- Den stærke tværfaglige indsats for at skabe nye behandlingsveje.
- Fokus på persontilpasset behandling, der tager højde for patientens livssituation, præferencer og teknologiske muligheder.
- En oprigtig taknemmelighed for samarbejdet på tværs af fagligheder og landegrænser.
- Erkendelsen af, at intet af dette ville have været muligt uden støtte fra Interreg Öresund Kattegat Skagerrak-fonden.
Samarbejdets styrke stod klart på dagen: Hver delaktivitet pegede på deres nordiske kolleger som uundværlige medspillere i projektets succes.
InnoSleep har slået folder – og sat nye standarder i søvnbehandling
Se og læs mere om projektet her: InnoSleep_afslutningsrapport_forweb
Hvad nu – vejen videre
Selvom projektet nu officielt runder af med konferencen, er signalet klart: Resultaterne bliver ikke blot til rapporter eller forskningsartikler – de er allerede omsat til reelle forbedringer for patienter.
Projekt InnoSleep afsluttes officielt den 30. oktober 2025 – men resultater og erfaringer har sat varige spor og vil løfte behandlingen af søvnapnø langt ind i fremtiden.
Hvad bidrager InnoSleep med?
- Mere viden om træthed – nye metoder på vej til at måle og forstå den udmattelse, mange patienter oplever.
- Flere behandlingsmuligheder – gennem ny sundhedsteknologi og alternative løsninger til CPAP.
- Bedre støtte til CPAP-behandlingen – erfaringer viser, at monitorering giver tryghed, motivation og tættere kontakt til behandlerne.
- Alternativer for dem, der ikke tåler CPAP-behandlingen – bl.a. nye undersøgelser (DISE) og brug af tandbøjler eller kombinationsbehandling.
- Mundbundstræning – nænsom behandling, der møder stor interesse og lovende erfaringer fra både Danmark og Sverige.
- Patientundervisning – over 160 patienter har deltaget i kurser med viden, øvelser og erfaringsudveksling.
- Stærkere patientstemme – Beslutningsstøtteværktøjet hjælper både patient og sundhedspersonale til at finde den rigtige behandling for den enkelte. Projektet har manifesteret sit patientfokus ved at give patientforeningen en plads i styregruppen.
- Større offentlig bevågenhed – det store mediefokus har givet patientforeningen vind i sejlene og betydet tidligere opsporing, mindre tabu og bedre adgang til behandling via mere oplysning –til gavn for både patienter og pårørende